Der bliver ikke nogen grøn pagt uden en social pagt

Af EØSU's Arbejdstagergruppe

Den 26. februar blokerede landbrugere og deres traktorer for anden gang inden for få uger Bruxelles i protest. I stærk kontrast til det sædvanlige opbud af jakkesæt og velfriseret hår blev gaderne i EU-kvarteret overtaget af lastbiler, traktorer, hø og bunker af brændende bildæk. De komplekse årsager til landbrugernes protester spænder fra den fælles landbrugspolitik over miljøpolitikker og til forhold, som intet har med disse spørgsmål at gøre.

Sandheden er, at de europæiske landdistrikter befinder sig i en vanskelig situation, som har varet længe. Arbejdstagergruppen og EØSU som helhed har gentagne gange advaret om, at der ikke ville blive nogen grøn pagt uden en social pagt. Og selv om det kunne være fristende at afvise dette som endnu et udtryk for EU-jargon, ville det være en alvorlig fejltagelse. Landdistrikterne oplever nemlig reelle problemer i form af mellemmænd, der betaler landmændene småpenge for deres produkter, men opkræver uhyrlige forbrugerpriser, utilstrækkelig støtte til gennemførelse af miljøreformer samt (ikke-fair) frihandel, barske arbejdsvilkår og klimaforandringer.

Reaktionen fra Kommissionen, som i al hast droppede kravene vedrørende pesticider, er endnu mere bekymrende end manglen på en regulær høringsproces og inddragelse af arbejdsmarkedets parter samt den manglende handling på det socialpolitiske plan. Ligesom med miljøforanstaltninger kan det købe vores politikere lidt tid, hvis de trækker disse foranstaltninger tilbage, men det vil også skubbe os ud over det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage for miljøet.

Tilmed forsøger den yderste højrefløj her op til valget til Europa-Parlamentet at udnytte utilfredsheden, og den har i et vist omfang haft held til at vende protesterne mod verdensmålene, den grønne pagt og 2030-dagsordenen.