I december viste EØSU filmen Under the Grey Sky om belarusiske journalister, der har betalt en forfærdelig personlig pris for at rapportere om den politiske uro i landet
Under the Grey Sky, som er den belarusisk-polske filmskaber Mara Tamkovichs debutspillefilm, fortæller den hjerteskærende historie om Lena, en belarusisk journalist, som ender i fængsel efter at have livestreamet regeringens voldsomme indgreb over for en fredelig demonstration på Square of Changes i Minsk. Året er 2020, og en hidtil uset bølge af protester ruller ind over Belarus efter det manipulerede valg, hvor Aleksandr Lukashenko blev genvalgt for sjette gang
Lena og hendes filmfotograf Olya bliver arresteret, efter at de fortsætter med at filme demonstrationen, selvom de bliver jaget af en politidrone. I et plottvist af Kafkask absurditet bliver Lena først beskyldt for at "organisere optøjer og forstyrre den offentlige transport", hvorefter beskydningerne mod hende bliver ændret til højforræderi. Det, der skulle have været en syv dages administrativ frihedsberøvelse, bliver efter en hemmelig retssag til en fængselsdom på otte år. Hendes kollega får to år. Lenas mand, Ilya, som selv er blevet chikaneret af regimets politi, prøver desperat at få hende ud af fængslet, og prøver endda at overtale Lena til at erklære sig skyldig til gengæld for løsladelse. Men det kan hun ikke få sig selv til.
Filmen er inspireret af den virkelige historie om den belarusiske journalist på tv-stationen Belsat, Katsiaryna Andreyeva, hendes mand, Ihar Iljash, og hendes kollega, Darya Chultsova. Darya har udstået sin straf på to år, men Katsiaryna og Ihar sidder fortsat fængslet, idet hun afsoner en forlænget fængselsstraf på otte år og tre måneder. Og de er langt fra de eneste: i slutningen af 2024 fastslog den belarusiske sammenslutning af journalister, at 45 mediefolk fortsat er bag tremmer. Mange er under pres selv efter at være flygtet ud af landet.
Filmen fik verdenspremiere på filmfestivalen Tribeca i New York i juni 2024.
Den 13. december blev Under the Grey Sky vist i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) under deltagelse af Mara Tamkovich i forbindelse med et seminar om de belarusiske uafhængige mediers rolle i bestræbelserne på at fremme et modstandsdygtigt og demokratisk samfund.
EØSU Info talte med Mara Tamkovich om filmen:
Hvor nøjagtigt følger filmen de virkelige hændelser og Katsiaryna Andreyevas skæbne? Har du brugt nogen af de rigtige optagelser fra Katsiaryna Andreyevas reportage om protesterne i 2020?
De rigtige optagelser optræder flere steder i filmen. Den demonstration, som karaktererne livestreamer i starten af filmen, er faktisk filmet af Katsiaryna Andreyeva og Darya Chultsova. Det er de rigtige optagelser, som vi har indarbejdet i filmscenen. Tilbageholdelsen af Raman Bandarenka, som karaktererne ser på deres laptop, er også rigtige optagelser (aktivisten Raman Bandarenka blev tævet ihjel af maskerede uromagere, da han forsøgte af forhindre dem i at fjerne røde og hvide bånd, der symboliserede Belarus' flag før den sovjetiske besættelse). I slutningen af filmen viser jeg som en slags epilog en montage af Katsiarynas livestreams fra demonstrationerne.
Fortællingen er i høj grad forbundet med de virkelige hændelser: både den måde journalisterne bliver anholdt og retsforfulgt på, og den straf de får. Men målet for mig var ikke at genfortælle begivenhederne en til en. Jeg ville snarere gengive den følelsesmæssige sandhed bag de beslutninger, som folk var nødt til at træffe, og de smertefulde valg, de stod over for. Karaktererne har andre navne for at skabe lidt afstand mellem dem og den virkelige inspirationskilde, men også for at få publikum til at se denne historie som én af mange, som en metafor for det der er sket i hele nationen.
Er den brede offentlighed i Belarus bekendt med, hvad der er sket med Katsiaryna Andreyeva og andre journalister som hende? Ved du, hvor mange mennesker der har lidt samme eller en lignende skæbne?
Politiske anholdelser og undertrykkelse har fundet sted i Belarus i så stort et omfang, at det er svært ikke at kende til situationen. Mindst 130.000 mennesker har været udsat for forskellige former for undertrykkelse, og omkring 500.000 har forladt landet siden 2020. Omfanget er simpelthen for stort til at kunne holdes hemmeligt.
Det officielle tal over politiske fanger (som er anklaget eller dømt for kriminelle handlinger) i Belarus har konstant ligget på omkring 1.300 i de senere år, men man er nødt til at forstå, at hundredvis, hvis ikke tusindvis, allerede har afsonet deres straf, nogle er blevet løsladt tidligere, og mange nyligt dømte er bange for at påberåbe sig status som politisk fange. Det er et samlebånd i konstant fremdrift, hvor nye fanger erstatter løsladte fanger.
Hvad var din største motivation til at lave denne film? Hvad håber du at opnå med den?
Som belaruser havde jeg et stort behov for at gøre noget, da det belarusiske regime slog brutalt ned på demonstrationerne i 2020. Som tidligere journalist kunne jeg i høj grad forstå mine karakterers perspektiv. Som filmskaber så jeg en stærk og dybt bevægende historie, som jeg bare var nødt til at fortælle.
Hvad håber du, publikum tager med sig som det vigtigste budskab eller den vigtigste følelse efter at have set din film?
Jeg håber virkelig, at de vil tænke lidt over, hvad frihed egentlig vil sige, hvor meget den kan koste, og om de virkelig sætter pris på det, de har. Jeg håber også, at de tænker på Kacia og Ihar og på enhver person bag tremmer, da frihed er noget, som mange her i EU tager for givet.
Hvad bør EU – institutionerne, civilsamfundet, journalister, menneskerettighedsorganisationer og nationale regeringer – gøre for at hjælpe?
Jeg opfordrer indtrængende EU til ikke at glemme Belarus og ikke afskrive landet som en tabt sag. Det er støtten fra EU, der gør det muligt for vores kultur, vores medier og vores civilsamfund at overleve under dette enorme pres, og selvom det kan virke som en langsigtet investering, er den det hele værd.
Se mindre
