Den 13. december 2024 afholdt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), Den Europæiske Demokratifond og Press Club Belarus i fællesskab et seminar om de uafhængige belarusiske mediers rolle i indsatsen for at skabe et modstandsdygtigt og demokratisk samfund. Som eneste informationskilde for landets befolkning skal de uafhængige belarusiske medier gives økonomisk støtte og inddrages i partnerskaber med vestlige medier, så Belarus fortsat kan figurere højt på den internationale nyhedsdagsorden.

 

Ved at deltage i initiativet "Belarus Days" (9.-13. december 2024), der blev tilrettelagt af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionens Generaldirektorat for Naboskabspolitik og Udvidelsesforhandlinger, viste EØSU sin urokkelige støtte til et demokratisk Belarus med respekt for menneskerettighederne og ytringsfriheden.

EØSU's formand Oliver Röpke åbnede arrangementet med ordene: "Uafhængige medier er rygraden i et frit og demokratisk samfund. I anledning af Belarus Days bekræfter vi i dag vores solidaritet med det belarusiske folk og deres modige kamp mod desinformation og undertrykkelse".

Den Europæiske Demokratifonds administrerende direktør Jerzy Pomianowski fastslog: "Resultatet af valget den 26. januar er forudbestemt. Regimet vil forsøge at komme hurtigt videre, legitimere sig selv på den internationale scene og hvidvaske undertrykkelsen af sin egen befolkning. Imidlertid ser det ud til, at uafhængige belarusiske medier har held til at nå ud til sit publikum".

Hanna Liubakova, en freelancejournalist i eksil, som blev idømt 10 års fængsel in absentia på grundlag af fire strafferetlige anklager, jubler over det belarusiske folks vilje til at holde sig ajour og skaffe sig adgang til uafhængige medier. Hun fremhævede, at 50 % af trafikken på de udenlandsk baserede belarusiske websteder kommer inde fra Belarus. Hun bekræftede, at op til 90 % af de besøgende på sociale medier befinder sig i Belarus. "Uafhængige medier i Belarus er den bedste modgift mod Lukasjenkos og Kremls propaganda," tilføjede hun.

Natalia Belikova, der arbejder for Press Club Belarus, sagde, at regeringens nye propaganda har til formål at skabe en ny opfattelse af, hvad valg går ud på. Derfor forsøger de at forene folk og opmuntre dem til at vise deres patriotisme. "Med sådanne taktikker ændrer de hele befolkningens opfattelse af, hvad demokrati vil sige," sagde Natalia Belikova.

Seminaret sluttede med en forevisning af spillefilmen Under the Grey Sky, inspireret af den virkelige historie om Katsyaryna Andreeva, en fængslet belarusisk journalist, og med deltagelse af filmens instruktør Mara Tamkovich. (mt)