European Economic
and Social Committee
EU har brug for en paneuropæisk politisk reaktion på sin boligkrise
Af EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer
Øget digitalisering i bygge- og boligindustrien og inddragelse af socialøkonomiske aktører i boliganvisningstjenester kan bidrage til at tackle de aktuelle udfordringer i forbindelse med at sikre overkommelige boligpriser og bæredygtighed i Europa. Eftersom boliger ikke blot er et behov, men også en menneskeret, er der ifølge en nylig konference i EØSU behov for en paneuropæisk reaktion på de forskellige udfordringer.
Den 21. november afholdt EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer konferencen Protecting Europe's most vulnerable through sustainable and affordable housing, hvor debatten primært drejede sig om, hvordan EU og medlemsstaterne kan gøre boligforholdene i hele Europa mere inklusive, overkommelige og bæredygtige.
Séamus Boland, formand for Gruppen af civilsamfundsorganisationer, understregede, at adgang til passende boliger er en menneskeret, som kræver en paneuropæisk tilgang. Han fremhævede forbindelsen mellem stigende boligpriser og fattigdomsniveauer og påpegede, at "tilvejebringelse af økonomisk overkommelige og bæredygtige boliger er afgørende for udryddelse af fattigdom".
Séamus Boland understregede også, at "EU's strategi til bekæmpelse af fattigdom samt den europæiske plan for boliger til overkommelige priser, som den tiltrædende formand for Kommissionen har foreslået, skal indgå i en tværsektoriel politisk tilgang til udryddelse af fattigdom. En sådan tilgang skal inddrage civilsamfundsorganisationer i hele processen med udformning, gennemførelse og overvågning af løsninger. Bæredygtige boliger skal ses i et bredere perspektiv, der omfatter ressourceeffektivitet, cirkularitet, modstandsdygtighed, tilpasning og overkommelige priser".
Under arrangementet blev den nye EØSU-studie Bæredygtige boliger til overkommelige priser i EU, som blev bestilt af Gruppen af civilsamfundsorganisationer, desuden fremlagt. I studien undersøges politiske løsninger til at opnå økonomisk overkommelige og bæredygtige boliger i hele EU. Der undersøges to nye tendenser: digitalisering og inddragelse af socialøkonomiske aktører i boligudbuddet. I studien undersøges innovative initiativer i seks medlemsstater, og deres potentiale for bredere anvendelse i hele Europa vurderes.
Du kan læse mere om de politiske anbefalinger på mellemlang og lang sigt i EØSU's studie her.
Du kan også se konferencens konklusioner og anbefalinger.