European Economic
and Social Committee
Civilsamfundet som drivkraft for forandring på det afrikanske kontinent
På sin plenarforsamling i december var EØSU vært for en debat om demokrati i Afrika med repræsentanter for Den Afrikanske Unions økonomiske og kulturelle råd (AU ECOSOCC). Begge parter var enige om, at civilsamfundet er drivkraften bag et vellykket partnerskab mellem EU og Afrika baseret på ligestilling, der fremmer den civile og sociale dialog.
Under debatten på plenarforsamlingen vedtog udvalget desuden udtalelsen Demokrati i Afrika: nuværende situation og fremtidsperspektiver. Hvilken rolle kan EØSU spille? EØSU gentog sit tilsagn om at styrke det strategiske partnerskab med Den Afrikanske Union og således støtte det fælles initiativ om fremme af værdierne demokrati, inklusiv dialog og bæredygtig udvikling. Tidligere på året undertegnede EØSU og AU ECOSCOCC aftalememorandummet.
Kyeretwie Osei, programansvarlig i Den Afrikanske Union under ECOSOCC, forklarede i sin erklæring på vegne af ECOSOCC's formand, Khalid Boudali: "Vi har et vigtigt job i institutionsopbygning for at forankre demokratiske institutioner rundt om på kontinentet og sikre, at vi er i stand til at etablere god regeringsførelse ved bl.a. at udrydde og mindske korruption og give plads til borgernes holdninger. Civilsamfundet er kernen i dette mål".
Oliver Röpke, EØSU's formand, understregede: "Samarbejde med AU ECOSOCC er afgørende for at fremme civilsamfundets rolle i Afrika. Civilsamfundet bør deltage i beslutningsprocessen og tackle yderligere udfordringer som f.eks. klimaændringer, bæredygtig udvikling og migration".
EØSU beskæftiger sig med disse udfordringer i sin udtalelse og mener, at udvalget sammen med anerkendte repræsentanter for afrikanske civilsamfundsplatforme kan bidrage til at fremme demokratiske værdier, slå til lyd for menneskerettigheder og bidrage til at forsvare demokratiske styrer i Afrika.
Carlos Trindade, medlem af EØSU og ordfører for udtalelsen, nævnte, at den europæiske tilgang til udviklingen af demokrati i Afrika bør baseres på et forhold mellem ligestillede under hensyntagen til kontinentets kompleksitet, hvad angår økonomisk udvikling, mangfoldighed og geopolitiske interesser.
Sifa Chiyoge Buchekabiri, regional direktør og administrerende direktør for Den Internationale Kooperative Alliance-Afrika (ICA-Africa), talte om betydningen af at styrke kvinders stilling i Afrika. "Styrkelse af kvinders stilling er af afgørende betydning, idet kvinder ofte udgør rygraden i deres husstande. Ved at styrke kvinders stilling hjælper vi derfor ikke blot enkeltpersoner, men styrker også hele lokalsamfund".