Af Pat Cox
Vores særlige gæst, tidligere formand for Europa-Parlamentet, Pat Cox, husker "big bang"-udvidelsen for 20 år siden som en tid med enestående håb, hvor kontinentet endelig igen kunne trække vejret frit med begge sine lunger: øst og vest. Og mens Putins myte om det slaviske broderskab udleves til lyden af braget fra ballistiske missiler, er EU fortsat en frivillig union bestående af frie og suveræne folk og baseret på kerneværdierne respekt for menneskerettighederne, lighed og retsstatsprincippet.
Det irske rådsformandskabs arrangement i Dublin den 1. maj 2004 og velkomstceremonien i Europa-Parlamentet i Strasbourg den 3. maj 2004 skiller sig for mit vedkommende ud politisk, men også følelsesmæssigt som dage med enestående positivitet og håb og med symbolik i form af hjemvenden, genforening og et kontinentet, der igen trak vejret frit med begge sine lunger: øst og vest. I Dublin læste Seamus Heaney sit digt Beacons at Bealtaine op, hvori han gav udtryk for en grundlæggende optimisme i forbindelse med den historiske udvidelse med ordene: "Move lips, move minds and make new meanings flare". I Strasbourg blev de 10 nationale flag fra de nye medlemsstater rejst på kæmpestore flagstænger, der var fremstillet på skibsværfterne i Gdańsk, en gave fra Polen, og deres rejse til Strasbourg var en symbolsk påmindelse om rejsen fra kommunisme til frihed, som blev personaliseret ved Lech Wałęsas tilstedeværelse.
For alle deltagere var arrangementet naturligvis kulminationen på en lang og kompleks proces baseret på gensidig forberedelse gennem mange år. Der var glæde, men også lettelse over at nå mållinjen i et politisk og proceduremæssigt maraton for alle involverede parter.
Det er mit budskab, at udvidelsen måske har været EU's stærkeste, mest forandringsskabende og effektive politiske redskab i de seneste fem årtier. Mit eget land, Irland, kom med under den første udvidelse den 1. januar 1973 og var dengang den fattigste stat/region i det daværende Europæiske Økonomiske Fællesskab. Adgang til et stort marked i kombination med EU-solidaritet gennem regionale og senere samhørighedsfonde i de første årtier af medlemskabet, højere standarder for ligestilling mellem kønnene og miljøpolitik, støtte til fredsprocessen i Nordirland og anerkendelse af de unikke udfordringer som følge af brexit for Irland, som er den eneste EU-stat, der deler en landegrænse med UK, skaber tilsammen særligt positive erfaringer og gode resultater. Det har ikke altid været nemt, navnlig ikke under krisen i euroområdet, men nettoresultatet har været overvældende positivt.
Jeg både respekterer og beklager UK's beslutning om at forlade Unionen, som med al tydelighed viser en ting: EU er en frivillig Union bestående af frie og suveræne folk – som frit kan tilslutte sig og frit forlade EU. Det er en stærk kontrast til Putins selvvalgte neoimperialistiske krig mod Ukraine, hvor hans myte om det slaviske broderskab hver eneste dag udspiller sig gennem brug af våben, ballistiske missiler og dødbringende droner.
Grækenlands, Portugals og Spaniens tiltrædelse bidrog til at konsolidere deres genopståen som succesrige demokratier efter et diktatur og til at forbedre levestandard og livskvalitet.
"Big bang"-udvidelsen for 20 år siden medførte en utrolig vækst i de nye medlemsstater, navnlig i Central- og Østeuropa, gennem en kraftig stigning i investeringer, handel og solidaritet i EU. Deres BNP pr. indbygger, justeret for inflation og valuta, er i gennemsnit steget fra under halvdelen af EU-gennemsnittet til tre fjerdedele af et stigende EU-gennemsnit i løbet af de to årtier. Litauens BNP pr. indbygger blev tredoblet i perioden. Sundheden er blevet forbedret, og det samme gælder uddannelsesniveauet, hvilket har ført til fremskridt i både livskvalitet og levestandard. Landbrugsproduktionen i hele regionen er fordoblet. Kort sagt har denne udvidelse ligesom samtlige tidligere udvidelser vist sig at være win-win for både de tiltrædende stater og EU. Jeg er med andre ord optimist med hensyn til udvidelser, men jeg er ikke naiv.
Den udvikling, der er sket i Polen i de seneste år, og som er foregået igennem længere tid i Ungarn, viser hvordan en afvigelse fra EU's standarder med hensyn til retsstatsprincippet, mediefrihed eller respekt for mindretals rettigheder afslører en EU-tiltrædelse som et middel til velstand, men at der er modstand mod EU som et værdifællesskab. Ungarns premierminister erklærer stolt, at hans land er et illiberalt demokrati. Uanset hvilken fortolkningsmargen man måtte have med hensyn til artikel 2 i TEU, er bestemmelserne naturligvis ikke et manifest til at oprette et illiberalt demokrati. ("Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.")
Dette var en del af aftalen om EU-medlemskab, det indgår i alle tiltrædelsestraktater og er godkendt af alle tiltrædende stater. Formlen "behold jeres værdier, men send os jeres penge" er ikke et holdbart grundlag for gensidig respekt – noget, som de nuværende kandidatlande bør være opmærksomme på, når de forhandler om en eventuel tiltrædelse af EU. Jeg forventer, at Københavnskriterierne kommer til at spille en mere grundlæggende rolle i fremtidige forhandlinger, eventuelt med bestemmelser i tiltrædelsestraktaterne, der giver EU en mere robust kapacitet til at forsvare rettigheder og værdier imod overtrædelser. EU er ikke kun et marked, og materielle fremskridt, selv om de er ønskelige, er ikke Unionens eneste eller endog dens væsentligste eksistensberettigelse.
Når det er sagt, har de hidtidige udvidelsesresultater stort set været gode for alle involverede, og tilgangen til udvidelse bør være positiv. Kandidatlandene vil være nødt til at gennemgå betydelige forandringer, hver især i deres eget tempo. EU har også hjemmearbejde set i forhold til sin beslutningsproces og budgetmæssige kapacitet til at absorbere nye medlemsstater og med hensyn til førtiltrædelsesbistand. Når et land har fået status som kandidatland, og når screeningen er overstået, kræves der enstemmighed i rådet omkring forhandlingsrammer, indledning og afslutning af forhandlinger om hvert kapitel og eventuelle tiltrædelsestraktater. Intet af dette er ligetil eller let. Man kan håbe, at alle medlemsstater vil udvise respekt for pligten til "loyalt samarbejde", når det drejer sig om at bistå ved udførelsen af de opgaver, der følger af traktaten (artikel 4, stk. 3, i TEU).
Ukraine er et kompliceret særtilfælde på grund af landets størrelse, landbrugets relative andel af BNP i forhold til EU-gennemsnittet og dets forholdsvise fattigdom med hensyn til BNP pr. indbygger og naturligvis på grund af krigen og dens ødelæggende konsekvenser. Forhandlingerne kan begynde. Ukraine er allerede på vej mod integration gennem sin associeringsaftale og den vidtgående og brede frihandelsaftale med EU. Disse aftaler kan gradvist udvides over tid, men i sidste ende vil en permanent territorial løsning og stabil fred – hvor EU-medlemskab kan spille en rolle – være en afgørende forudsætning for tiltrædelse. EU har brug for stabilitet, ikke kaos, på sin østlige flanke, og det er i sidste ende både i Fællesskabets og i Ukraines interesse, at Unionen tager godt imod Ukraine.
Pat Cox, tidligere formand for Europa-Parlamentet fra 2002 til 2004
Pat Cox er irsk politiker og journalist. Han var formand for Europa-Parlamentet fra 2002 til 2004 og formand for Europabevægelsen (2005-2011). Han har stået i spidsen for Jean Monnet-stiftelsen for Europa siden 2015. Han er også europæisk koordinator for hovednetkorridoren Skandinavien-Middelhavet (transport) og leder af Europa-Parlamentets behovsvurderings- og gennemførelsesmission vedrørende parlamentarisk reform af Verkhovna Rada i Ukraine. I starten af sin karriere arbejdede han som nyhedsvært på tv-stationen RTE i Dublin. I 2004 vandt Pat Cox Karlsprisen for sit parlamentariske engagement i udvidelsen af Den Europæiske Union.
Se mindre
