EØSU vedtog to udtalelser på sin plenarforsamling i maj, hvori det understreger den centrale rolle, som samhørighedspolitikken, der er EU's primære finansieringsinstrument for regional udvikling, spiller for fremtidige udvidelser. EØSU opfordrer bl.a. til, at der medtages overholdelsesværktøjer i tiltrædelsestraktaterne for at håndtere eventuelle udfordringer efter tiltrædelsen som f.eks. udvandring og retsstatsproblemer. 

I sine seneste anbefalinger fremhæver EØSU betydningen af at integrere og styrke civilsamfundsorganisationerne for at sikre en effektiv anvendelse af samhørighedsfondene. Samhørighedspolitikkens succes måles ud fra territoriale og sociale resultater og ikke blot økonomiske investeringer. En styrkelse af den offentlige forvaltningskapacitet er afgørende for at opnå samhørighed. 

Plenardebatten med kommissæren med ansvar for samhørighed og reformer, Elisa Ferreira, og formanden for Det Europæiske Regionsudvalg, Vasco Alves Cordeiro, fremhævede betydningen af at yde førtiltrædelsesstøtte og give civilsamfundsorganisationerne større indflydelse. 

EØSU's formand, Oliver Röpke, og andre talere understregede, at det er nødvendigt med en solid samhørighedspolitik for at kunne løfte udfordringerne i forbindelse med EU's udvidelse og undgå et fragmenteret EU. Det er afgørende for fred og velstand at skræddersy bistand til kandidatregionerne med centrale anbefalinger om bl.a. styrkelse af uddannelse, inddragelse af civilsamfundsorganisationer og anvendelse af særlige mekanismer for lande som Ukraine. 

EØSU gør i sine udtalelser ligeledes opmærksom på de bredere konsekvenser af udvidelse for de nuværende medlemsstater og lægger særlig vægt på behovet for yderligere midler til de pågældende regioner. I den 9. samhørighedsrapport opfordres der til, at man tilpasser sig de nye udfordringer ved at investere i SMV'er, styrke de lokale forvaltninger og støtte lige adgang til beskæftigelse. En dynamisk samhørighedspolitik er afgørende for at frigøre EU's økonomiske potentiale og sikre en effektiv integration af de nye medlemsstater (tk).