Af Maria Nikolopoulou

Få dage inden fejringen af kvindernes internationale kampdag og op til det 69. møde i FN's Kommission for Kvinders Status (i New York) er det oplagt at reflektere over og evaluere de fremskridt, der er gjort med at opnå ligestilling mellem kønnene. Det er også et godt tidspunkt til at se fremad og bane vejen for fortsatte fremskridt.

Ser man på den lovgivningsmæssige ramme, er der forbedringer at spore: Flere kvinder er aktive på arbejdsmarkedet, de tjener bedre, opnår et højere uddannelsesniveau, øger deres politiske repræsentation og beklæder flere magtfulde poster. Fremskridtene har imidlertid været langsommelige og ujævne medlemsstaterne imellem.

Og så længe der fortsat findes strukturelle uligheder og kønsstereotyper, og der ses tilbageslag for kvinders rettigheder, vil kvinder stadig være underrepræsenteret i det offentlige rum, i politik og på STEM-uddannelser, de vil blive udsat for vold både online og offline og vil mangle adgang til ressourcer og kapital til iværksætteri. De vil også i højere grad blive ramt af tidsfattigdom og økonomisk fattigdom, og det vil tage uforholdsmæssigt mange år at udligne løn- og pensionsgabet mellem mænd og kvinder.

At komme videre kræver først og fremmest uddannelse, finansiering og tilsagn. Vi har brug for ressourcer til at styrke kvinders færdigheder med henblik på en digital og grøn retfærdig omstilling, finansiere nationale handlingsplaner til bekæmpelse af vold mod kvinder samt tilbyde uddannelse af alt personale, som arbejder med personer, der har været udsat for vold.

Vi er nødt til at finansiere iværksætterprojekter og oprette økonomisk overkommelige, tilgængelige pasningsordninger af høj kvalitet for børn og ældre for at befri kvinderne for byrden med ulønnede omsorgsforpligtelser. Desuden har vi brug for et stærkt tilsagn om at skabe sikre rum, få flere kvinder til at stille op til parlamentsvalg, både på lokalt og nationalt plan og på EU-plan, samt sikre kvinders aktive deltagelse i ikkevoldelige processer til konfliktløsning og fredsopbygning, samtidig med at vi fremmer kønsneutrale tilgange i disse bestræbelser.

Derudover vil en bred EU-strategi for 2030-dagsordenen bidrage til, at vi kan komme langt hurtigere fremad med at gøre ligestilling mellem kønnene til en central del af vores politikker. Verdensmålene for bæredygtig udvikling bør behandles samlet, ikke hver for sig.

EU gør det "godt". Men "godt" er ikke godt nok for de mænd, kvinder og piger i EU, der kæmper for at opnå reel kønsligestilling i de kommende år. Vores rolle som civilsamfund er at presse de politiske beslutningstagere yderligere til at bevæge sig hurtigere fremad.