Af Kinga Grafa

Virksomhederne i EU skal stadig kæmpe med overdrevent bureaukrati, fragmenteret lovgivning og stigende omkostninger. Denne overregulering bremser deres vækst og forhindrer dem i at følge med deres konkurrenter i andre dele af verden. Europa kan ikke blive ved med at gå i ring – iværksætterne har brug for reelle forandringer og ikke flere analyser af de samme hindringer, som vi har kendt til i årevis. Tiden er inde til at gå fra ord til handling, skriver Kinga Grafa fra den polske erhvervssammenslutning Lewiatan.

Kommissionen løftede for nylig sløret for konkurrenceevnekompasset – en køreplan for de næste fem år, der skal styrke EU's økonomiske position og støtte de europæiske virksomheder. Det er de helt rigtige skridt, som Kommissionen nu tager. Erhvervslivet har længe efterspurgt sådanne ændringer, som vil gøre konkurrenceevne og det indre marked til topprioriteter. Men der skal handles nu, hvis EU ønsker at blive en global konkurrent. Med udgangspunkt i en stærk økonomi har vi brug for hurtigst muligt at strømline lovgivningen, mindske energiomkostningerne og sikre effektiv støtte til investeringer og innovation. I lyset af det flygtige geopolitiske miljø har vi også brug for at færdiggøre frihandelsaftaler med vigtige partnere, f.eks. aftaler vedrørende adgang til kritiske råstoffer.

Virksomhederne i EU kæmper i dag stadig med overdrevent bureaukrati, fragmenteret lovgivning og stigende omkostninger. Konkurrenter fra andre dele af verden vokser hurtigere, mens overregulering bremser de europæiske virksomheders vækst. Kommissionen skal fremlægge specifikke reformer, der reelt vil forbedre EU's erhvervsklima. Konkurrenceevnekompasset tager hånd om de største hindringer for vækst og produktivitet i EU såsom høje energiomkostninger, overregulering og mangel på færdigheder og arbejdskraft. Det er den rette vej frem, men det vigtigste er at omsætte det i praksis. Det vil sige at fremsætte lovgivningsforslag og handlingsplaner, der fremmer konkurrenceevnen i stedet for at bremse den.

Det indre marked er en af de største succeshistorier for den europæiske integration, men dets potentiale skal udnyttes fuldt ud. Det er uacceptabelt, at der fortsat findes hindringer på det indre marked, som blev kortlagt for 20 år siden. Det polske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union har mulighed for at ændre på dette, idet fri udveksling af tjenesteydelser er en af formandskabets nøgleprioriteter. Det er afgørende ikke bare for transportsektoren, men også for den voksende gruppe af virksomheder, der udbyder liberale tjenesteydelser. Desværre er der i Letta- og Draghirapporterne ikke tilstrækkelig opmærksomhed om dette spørgsmål. Enrico Letta har i sin rapport alene fokus på bygge- og anlægssektoren og på detailhandelen, mens Mario Draghi ikke har taget hensyn til Kommissionens vurderinger af de yderligere skridt, der kunne frigøre tjenestemarkedets potentiale. På den positive side fremhæves det i Sauli Niinistös rapport, at tjenesteydelser spiller en rolle i opbygningen af modstandsdygtighed og sikkerhed. Det er ikke nødvendigt at overbevise nogen om, hvor vigtigt dette er i det aktuelle geopolitiske landskab. Det er på denne baggrund, at Kommissionen foreslår den "28. ordning" – et fælles regelsæt for beskatning, arbejdsret og selskabsret. Initiativet sigter mod at forenkle grænseoverskridende aktiviteter, navnlig for SMV'er, men vi ved endnu ikke nok om forslaget til at kunne vurdere det.

Meddelelsen om deregulering og strømlinet lovgivning er et klart skridt i den rigtige retning. Tiden er imidlertid inde til at omsætte forslagene i praksis, og det bliver nødt til at handle om mere end blot at mindske indberetningsbyrden. Vi håber, at Kommissionen vil foretage en grundig revision af EU-lovgivningen, som vil blive omsat til specifikke forslag til, hvordan man hurtigt kan forbedre EU's lovgivningsrammer.

Vi ser frem til forummet for det indre marked i Kraków og afventer konklusionerne af den offentlige høring, der inkluderer Lewiatans medlemmer. Målet vil være at forberede den næste strategi for det indre marked.

Tiden er inde til at gå fra ord til handling og gennemføre løsninger, der virkelig frigør potentialet for udvikling af det europæiske erhvervsliv. Det vil være afgørende med dialog mellem EU-institutionerne og arbejdsmarkedets parter, hvis der skal findes løsninger, der opfylder virksomhedernes reelle behov. Hvis vi ikke træffer modige beslutninger, mister vi værdifuld tid og sakker bagud i den globale konkurrence.

Kinga Grafa er vicegeneraldirektør med ansvar for europæiske anliggender i Lewiatan Confederation og fast repræsentant i BusinessEuropeHun er uddannet politolog og journalist og har indhentet sin erfaring om EU's funktionsmåde gennem sit arbejde for Kontoret for Udvalget for Europæisk Integration (2008-2009) og Europa-Parlamentet (2009-2014). Hun er også medforfatter til en bog om det polske aristokrati og forfatter til videnskabelige publikationer om amerikansk udenrigspolitik, den amerikanske elite og kulturelt diplomati.