European Economic
and Social Committee
Elmarkedet: EØSU foreslår en "e-facilitet" til at regulere, hvor det er nødvendigt, og privatisere, hvor det er muligt
Elmarkedet skal reformeres på en sådan måde, at det gør mere end blot at opfylde 2050-målene om klimaneutralitet. Det er afgørende at sikre forsyningssikkerhed, stabile og overkommelige priser og retten til energi for at beskytte sårbare grupper, siger Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.
I udtalelsen Fremtiden når det gælder udbud af og priser på elektricitet i EU, som blev offentliggjort i januar og udarbejdet af Jan Dirx og Thomas Kattnig, slår EØSU til lyd for en model for statslig regulering, hvor det er nødvendigt, og privat iværksætteri, hvor det er muligt, og anbefaler en e-facilitet.
E-faciliteten kunne være en virksomhed, der oprettes af regeringen, og som spiller rollen som prisstiller på elmarkedet og således opfylder målene for klimaneutralitet, forsyningssikkerhed og stabile og overkommelige priser.
Ifølge udvalget bør de nødvendige ændringer på elmarkedet gennemføres i tre faser:
Fase 1 – fra nu af og frem til 2030
E-faciliteten vil udvide sin portefølje med et miks af (ikke-CO2-holdig) elproduktion. I denne periode vil elhandelen finde sted på day-ahead-handelsbasis. E-facilitetens indflydelse på markedet vil imidlertid vokse.
Fase 2 – fra 2030 til 2040
E-faciliteten vil opnå sin position som prisstiller og kontrollere en passende del af udbudssiden af markedet gennem leveringskontrakter. Day-ahead-handelen vil tilpasse sig i denne periode.
Fase 3 – fra 2040 til 2050
E-faciliteten vil optimere elforsyningssiden for fra 2050 at sikre en bæredygtig langsigtet elforsyning med nettonulemission af drivhusgasser til stabile og forudsigelige priser. (mp)