EØSU tilskynder Kommissionen til at gøre spørgsmålet om uformelle plejere til en politisk prioritet og oprette en platform for udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne.

I juli vedtog EØSU en udtalelse, hvori det efterlyste yderligere tiltag på både EU-plan og nationalt plan til at beskytte uformelle plejere bedre og anerkende deres væsentlige samfundsbidrag.

Tiltagene går bl.a. ud på: at Kommissionen skal oprette en platform for udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne, udbyde lokalsamfundsbaserede tjenester af høj kvalitet for at lette byrden for omsorgspersoner samt stille aflastningstjenester til rådighed. Det er også afgørende, at omsorgspersoner kan få adgang til fleksible jobordninger, så de ikke er nødt til at forlade deres job for at tage sig af familiemedlemmer.

Pietro Barbieri, ordfører for udtalelsen, sagde: "EØSU stiller sig til rådighed som talerør for en gruppe mennesker i vores samfund, som er stort set usynlige: de uformelle omsorgspersoner. Disse personer er ofte nødt til at opgive deres arbejde og dermed deres indkomst og mange af deres rettigheder. Uformelle plejere varetager deres opgaver i al ubemærkethed. Det er på tide, at deres indsats kommer frem i lyset".

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at træffe tiltag, der sikrer, at en beslutning om at påtage sig uformelt plejearbejde er frivillig, at uligheder mellem kønnene udjævnes, og at uformelle plejere kan bevare deres beskæftigelse og løn gennem mere fleksible arbejdsvilkår og lettere kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de har måttet forlade det. Det er desuden vigtigt at sikre ordentlig balance mellem deres arbejdsliv og privatliv.

Uformel pleje berører ikke mænd og kvinder i lige høj grad. Den altovervejende andel af uformelle plejere er kvinder, hvoraf ca. 70 % tager sig af deres børn, ægtefæller eller søskende. Disse kvinder risikerer ikke kun i højere grad at blive ramt af burnout og psykofysiske lidelser, men er også i alvorlig risiko for at ende i fattigdom. "Vi har et af verdens bedste velfærdssystemer, men det afhænger ofte af kvinders fysiske formåen, omsorg og viljestyrke", sagde Michel Barbieri.

For at kunne overvåge virkningerne af de aktuelle regler og bestemmelser er det afgørende at kunne tilgå kvalitative og kvantitative data, som beskriver uformelle plejeres reelle levevilkår. EØSU efterlyser yderligere forskningsstrategier, navnlig i samarbejde med Eurofound og med inddragelse af relevante interessenter.