EØSU har kritiseret Kommissionens aktuelle plan for avancerede materialer for at mangle finansiering, kvantificerbare mål og bæredygtighedsindikatorer. I sin udtalelse om den relevante meddelelse fra Kommissionen slår udvalget til lyd for en omfattende strategi til at gøre EU til global leder inden for dette vigtige område. 

Avancerede materialer er afgørende for industrien, den økonomiske vækst og bæredygtigheden i EU. "Vi har brug for bæredygtighedsindikatorer i alle produktionsprocesser, og vi skal sikre de rette færdigheder og kvalificeret arbejdskraft," sagde Anastasis Yiapanis, der er ordfører for udtalelsen. 

Udvalget advarer om, at Kommissionens plan mangler de ambitioner og specifikke mål, der er nødvendige for at sikre EU's industrielle lederskab. Medordfører Gerardo Luis Arroyo Herranz understregede manglen på kvantificerbare mål, frister og centrale resultatindikatorer. EØSU efterlyser en modig og strategisk tilgang til at styrke EU's kapacitet inden for avancerede materialer og foreslår, at sundhedspleje inkluderes som et strategisk område på grund af dets betydelige industrielle indvirkning. 

En vigtig anbefaling er omstilling til en cirkulær økonomi for at mindske afhængigheden af råvarer. Det kræver øget samarbejde mellem industrien, den akademiske verden og beslutningstagerne, betydelige investeringer i forskning og udvikling samt kompetenceudvikling. "Uden tilstrækkeligt kvalificerede personer kan ethvert tiltag slå fejl. EU er nødt til at indføre programmer for opkvalificering og omskoling og initiativer inden for erhvervsuddannelse", sagde Gerardo Luis Arroyo Herranz

EØSU mener ikke, at det er tilstrækkeligt med de forslåede 250 mio. EUR til avancerede materialer under Horisont Europa og efterlyser mere omfattende finansiering, skattebaserede incitamenter og forenklede administrative processer for at sætte skub i investeringer og innovation. Sikring af en stabil forsyning af kritiske råstoffer giver også anledning til bekymring. 

EØSU slår til lyd for at styrke EU's interne kapacitet og diversificere kilderne, herunder indgå partnerskaber med Sydkorea og USA og langsigtede kontrakter med mindre lande for at undgå forsyningsafbrydelser. (gb)