EØSU har understreget betydningen af at integrere unges perspektiver i EU's politikker og opfordrer indtrængende ungdomsorganisationerne til at engagere sig i EØSU's ungdomstest. Det er et initiativ, der har til formål at øge de unges gennemslagskraft i den politiske beslutningsproces. 

I sin nylige indkaldelse af ansøgninger opfordrede EØSU ungdomsorganisationer til at ansøge om at deltage i EØSU's ungdomstest. Ansøgningsfristen er den 30. juni 2024. Udvalgte organisationer vil identificere de EØSU-udtalelser, de ønsker at påvirke, deltage i møder og høringer og komme med skriftlige bidrag. For at komme i betragtning, skal organisationerne være demokratisk etablerede, overholde principperne i den europæiske menneskerettighedskonvention og have aktiviteter eller beslutningstagende organer ledet af unge. 

I løbet af det seneste år har EØSU afprøvet denne test og givet ungdomsrepræsentanter i hele Europa mulighed for at bidrage til drøftelser om vigtige spørgsmål såsom demokrati, den fælles landbrugspolitik og inddragelse af unge fra EU og UK. Pilotprojektets succes har ført til, at det er blevet indført som et permanent redskab, og EØSU opfordrer andre EU-institutioner til at iværksætte lignende foranstaltninger. 

Under en nylig plenardebat udtrykte ungdomsrepræsentanter tilfredshed med initiativet, som sikrer, at de inddrages i flere spørgsmål end de traditionelle med fokus på de unge såsom klimakrisen. 

EØSU's formand, Oliver Röpke, fremhævede initiativet som en central politisk forpligtelse og understregede behovet for fortsat inddragelse af unge i EU's beslutningsproces. Han udtalte, at valg ikke bør være den eneste lejlighed for de unge til at blive hørt, og at ungdomstesten vil være med til at sikre, at de unge regelmæssigt kan komme med input til EU's politikker. 

Katrīna Leitāne, formand for EØSU's ad hoc-ungdomsgruppe, mindede om fremskridtene med at integrere unge i EU's beslutningstagning og bemærkede, at ungdomstesten er et levende dokument, der vil udvikle sig i takt med erfaringerne. Elias Dray, næstformand for Det Europæiske Ungdomsforum, roste EØSU for dets lederskab og opfordrede ungdomsorganisationerne til at indgå i initiativet og være med til at sikre, at deres synspunkter kommer til at præge kommende EØSU-udtalelser. 

Albaniens minister for børn og unge, Bora Muzhaqi, deltog også i EØSU's plenarforsamling. Hendes land stræber efter at blive et forbillede på det ungdomspolitiske område ved at vise værdien af at have embedsfolk, som udelukkende er ansvarlige for ungdomsspørgsmål. "Jeg er virkelig overbevist om, at vi med vores arbejde med og for unge i dag gør den yngre generation klar til fremtiden... vi giver dem mulighed for at sætte deres præg på dagens verden, så vi sikrer, at de overtager en planet, der er bæredygtig og miljømæssigt mangfoldig."

EØSU har et fremragende samarbejde med Albanien, hvilket understreger den centrale rolle, som tværnationale partnerskaber spiller med hensyn til at fremme unges deltagelse på alle forvaltningsniveauer.

EØSU har været engageret i dette initiativ siden september 2022, hvor udvalget vedtog en udtalelse om EU's ungdomstest. EØSU's løbende indsats, herunder det årlige arrangement Dit Europa, din mening! er yderligere et bevis på udvalgets dedikerede indsats for at øge unges deltagelse i EU's beslutningsproces. 

Dette års anbefalinger fra arrangementet, der blev afholdt i marts 2024, er rettet mod EU's kommende ledere og er tilgængelige online. (ks)