Nuklearmedicin og forsyning af radioisotoper skal være en topprioritet for Den Europæiske Union, hvis vi ønsker at sikre lige adgang til kræftbehandling for alle patienter i Europa. 

EU og medlemsstaterne bør sikre, at der er midler til rådighed for radiologiske og nukleare teknologier til medicinske formål. Samtidig bør de også intensivere deres samarbejde for at fjerne lovgivningsmæssige hindringer for forsyningen af radioisotoper og mindske deres afhængighed af tredjelande, når det gælder råstoffer. 

Med dette for øje fremhævede EØSU i sin udtalelse EU's kræfthandlingsplan: drivkræfter for at sikre forsyningen af medicinske radioisotoper, som blev vedtaget på plenarforsamlingen i maj, behovet for at sætte alt ind i kampen mod kræft. 

Ordførerne Alena Mastantuono og Philippe Charry var begge af den faste overbevisning, at den eneste måde, hvorpå man bedst kan sikre forsyningen af radioisotoper i Europa og imødekomme patienternes stigende efterspørgsel, er at træffe modige politiske beslutninger og have en fornuftig lovgivning. 

Hvert år bliver op mod 10 millioner patienter i Europa diagnosticeret med kræft, hjertesygdom eller andre sygdomme ved hjælp af nuklearmedicinsk billeddannelse. Radiologiske og nukleare teknologier, der anvender radioisotoper, er helt afgørende i bekæmpelsen af kræft på alle stadier af sygdomsforløbet, herunder tidlig opdagelse, diagnosticering, behandling og palliativ pleje. (mp)