European Economic
and Social Committee
Leder
Som vinteren langsomt slipper sit greb og giver plads til foråret, afholder EØSU i marts en række dynamiske arrangementer, som sætter fokus på holdningerne blandt de unge og i civilsamfundet.
Det hele sparkes i gang med den 16. udgave af arrangementet "Dit Europa, din mening!". Den 13.-14. marts 2025 vil YEYS-arrangementet, som det også kaldes, samle næsten 100 unge deltagere fra ungdomsorganisationer, nationale ungdomsråd og gymnasieskoler samt 37 lærere fra EU's medlemsstater, kandidatlande og Storbritannien. Sammen vil de dele en enestående oplevelse, hvor de i fællesskab definerer det Europa, de ønsker at bo i.
Deres anbefalinger vil kunne indgå i EØSU's anden civilsamfundsuge, som afholdes bare få dage efter, hvor de kan fungere som grundlag for debatter med fokus på unge, og blive delt med højtstående repræsentanter fra EU's institutioner.
Efter sin lovende start i 2024 vil dette års civilsamfundsuge finde sted den 17.-21. marts og have fokus på styrkelse af samhørigheden og deltagelsen i polariserede samfund. Social ustabilitet, økonomiske tilbageslag og udbredt utilfredshed, navnlig blandt dem, som føler sig overset og ladt i stikken, har øget splittelsen i samfundet.
For at tage hånd om disse presserende bekymringer vil civilsamfundsugen 2025 samle en bred vifte af interessenter fra civilsamfundet i og uden for Europa og udgøre en enestående platform til at deltage i kritiske debatter, udveksle bedste praksis og samarbejde om at udvikle løsninger, der fremmer den sociale samhørighed og styrker det demokratiske engagement.
I år dækker dagsordenen tre store initiativer: en debat mellem de europæiske civilsamfundsorganisationer og -netværk (paneldebatter med EØSU's kontaktgruppe) om, hvordan en europæisk civilsamfundsstrategi kan fremme større samhørighed, det europæiske borgerinitiativs dag (ECI-dagen) og rollen med hensyn til at tackle polarisering samt overrækkelsen af civilsamfundsprisen. Temaet for den 15. udgave af civilsamfundsprisen, som belønner fremragende civilsamfundsinitiativer, er bekæmpelse af skadelig polarisering af det europæiske samfund. Vinderne er civilsamfundsorganisationen "Diversity" fra Belgien, "Reporters of Hope" fra Frankrig og "Slovak Debate Association" fra Slovakiet. Deres placering vil blive offentliggjort ved prisoverrækkelsen!
Vores civilsamfundsuge fungerer som en platform, hvor det organiserede civilsamfund og borgere opfordres til at komme til orde om centrale spørgsmål lige fra de voksende udfordringer forbundet med klimaforandringerne, de stigende leveomkostninger og de stadig større indkomstforskelle til valgresultaterne rundt om i verden i 2024, som alt sammen har skabt grobund for en udbredt polarisering.
Jeg opfordrer jer til at bidrage til denne meningsfulde udveksling ved at deltage i vores debatter og gribe chancen for at skabe forandring gennem debat. Vores holdninger er vigtige og vil blive hørt, så længe vi står sammen, er proaktive og parate til at bidrage til et mere sammenhængende og deltagelsesbaseret Europa. Der er nu åbent for tilmelding! Gå ikke glip af denne mulighed!
Laurentiu Plosceanu
Næstformand med ansvar for kommunikation